Gågaden i 60'erne

(Banktorvet)

Afspil for at høre Helsinges historie om dette sted.

Du står nu midt på Banktorvet i Østergade. I 1960’erne var der et utal af banker til alle sider, både Bondestandens Sparekasse, Nordsjællands Bank og Frederiksborg Spare- og lånekasse bare for at nævne nogle få.


Dengang var ringvejen rundt om Helsinge ikke tænkt på endnu. Så gågaden var en vigtig og trafikeret vej gennem byen. Skulle man ud og handle, så kunne man parkere bilen på fortovet lige foran butikken. Der, hvor VP-arkaden ligger i dag, lå der dengang en stor trælast. Så prøv at forestille dig store lastbiler fyldt med træ, der bakker med anhænger ind ad dn lille port.
Der var også mange flere butikker her, end der er i dag. Der var 3 købmandsgårde, 2 bagere, 4 slagterbutikker og 4 kludeforretninger. Altså sådan nogle, som solgte tøj.
4 barbere men kun en enkelt damefrisør, og 4 blad- og tobakskiosker.


Der var specielt én købmand ved navn Købmand Nielsen. Han havde alt muligt til salg i sin lille butik. Blandt andet meterlakrids, altså lange lakridsstænger, der hang i metermål ved kasseapparatet. Nielsen klippede stykker af efter et særligt system. Han satte sig på huk med en saks og klippede efter et stykke pap med streger, der hang ned fra loftet. En ret sjov lineal. 10 centimeter kostede en krone, og børnene fik ikke en millimeter mere. Det samme med bolcher, der blev målt i gram. Børnene fik ikke et gram mere, end de havde penge til. Den præcision gav Nielsen det ret uheldige øgenavn ‘Fedthas’, fordi nogle af byens borgere mente, at han var lidt fedtet med slikket.

Lydrejsen - Helsinge i gamle dage

Projektet Lydrejsen er udviklet og lavet af Helsinge – Danmarks bedste børneby i samarbejde med Lokalhistorisk Forening for Helsinge og Omegn og Gribskov Arkiv.

Historierne er indtalt af: Teatergruppen Treklang

Projektet er støttet af Gribskov Kommunes Udviklingspulje